Og hvorfor så en “gå i nul” tankegang. “Gå i nul” betyder for os, at vi ikke har udgifter til, at forsynes os selv med æg, grøntsager, indkøb af dyr og dyrehold, kød og mælkeprodukter. Det betyder at eks. de æg, dyr og grøntsager vi ikke selv kan spise, dem sælger eller bytter vi, vi sælger dem til en pris hvor alle kan være med, hvor alle kan få gode lokale råvarer, og dyr til en rimelig pris. Vi sætter spørgsmålstegn ved den prissætning, som vi ser i andre gårdbutikker, som vi synes afspejler prisen i supermarkederne. En pris, som en storproducent, mellemhandlere, aktionærer (nævn selv flere) har dikteret. Og som vi ikke mener afspejler vores pris for, at producere og tilbyde gode danske lokale råvarer. Måske er det den rigtige pris for et multinationalt firma, som har en gruppe aktionærer, det skal indkassere et kæmpe og voksende overskud, men ikke for os. Vores udgifter er vand (til vi har fået vandopsamling nok), indkøb af frø (til vi selv kan producere dem), foder til dyrene (til vi selv kan producere det), indkøb af dyr (til vi selv kan avle), indkøb af indhegning og evt. læskure til dyrehold, hvis vi ikke har genbrugsmaterialer. Når de udgifter er dækket og vores eget madforbrug er dækket, så går det i nul og så har vi nået et af vores selvforsyningsmål, nemlig nul udgifter på mad.